28 maj 2014

Chiagrød med rabarberkompot og banan

Denne morgenmad er super lækker og fyldt med ene gode ting. Chiafrøet kan absorbere og holde på 12 gange sin egen vægt i væske, hvilket gør det til en stor fugtgiver, der holder kroppen hydreret. Chiafrøet indeholder 30% essentielle fedtsyrer, det er planterigets verdensrekord. Desuden indeholder de to gange så meget protein som andre frø og 5 gange så meget kalcium som mælk.
 
Ingredienser til en pers.:
  • 2 spsk. chiafrø
  • 2 dl mandelmælk
  • lidt vaniljepulver
  • rabarberkompot
  • en banan
  • frysetørrede jordbær til pynt + citronmelisse

Bland chiafrø, mandelmælk og vaniljepulver og sæt det på køl til dagen efter. Næste morgen anretter du grøden: skiftevis chiagrød, bananskiver, rabarberkompot osv. Nyd den og få en god start på dagen.




 
 

27 maj 2014

Tofarvet is med brombær og cashewnødder

Endnu en opskrift på is. Disse er med brombær og cashewnødder og smager skønt på terrassen en solrig eftermiddag.

Opskrift til ca. 8-9 stk. afhængig af størrelsen af dine is forme:

Den røde del
  • 250 g brombær
  • 100 g dadler
Det hele blendes, hældes i en is form og fryses ned. I mens kan den hvide del af isen laves.

Den hvide del
  • 80 g cashewnødder
  • lidt agavesirup
  • lidt vand
  • en banan
Cashewnødderne ligges i blød i vand i mindst 4 timer. Derefter blendes de med agavesirup, banan og vand til det har en passende konsistens. Det hældes over den røde del af isen og en ispind stikkes i. Fryses ned igen.

Jeg havde lavet lidt for lidt af "den hvide del" og derfor brugte jeg også lidt hjemmelavet rabarberkompot til nogen af isene, som det ses på det sidste billede :-)


Is med brombær og cashewnødder

Is med brombær og rabarberkompot

22 maj 2014

"Vingummi" - på den sunde måde!

Åhh, jeg er bare helt vild med disse "vingummier", de smager virkelig syndigt og næsten som rigtigt vingummi. De skal have laaaaang tid i ovnen, men de passer jo sig selv ;-)

Opskrift til en bageplade med sund "vingummi":
  • 400 g frugt eller bær - jeg brugte æbler som trængte til at blive brugt
  • 6 dadler - afhænger af hvor sødt du vil have det, smag til
  • 1 dl vand
  • kokosolie til at smøre bagepapiret med
Kog frugten og dadlerne med 1 dl vand i ca. 10 min, til det er mørt. Derefter stavblendes det til en jævn masse. Massen smøres på et stykke bagepapir, som er smurt med kokosolie, og fordeles i et tyndt jævnt lag. Kommes i ovnen ved 75 grader og bages i ca. 7 timer. Når "vingummien" nemt slipper bagepapiret er det færdigt.

Så er fredagsslikket redet ;-)

Kartoffelsalat

Jeg er ikke særlig vild med de traditionelle kartoffelsalater, så derfor har jeg lavet min egen version - præcis som jeg gerne vil have en kartoffelsalat skal være.

Ingredienser (på slum) til en stor skål:
  • 15 små kartofler
  • to - tre håndfulde ærter
  • et halvt glas soltørrede tomater i en god olie
  • to - tre forårsløg
  • en halv bøtte god fetaost
Kog kartoflerne og køl dem ned. Når de er kolde halveres de og blandes med ærter, soltørrede tomater og forårsløg. Da der er olie ved de soltørrede tomater behøves der ikke tilsættes anden dressing :-) Og så er det bare at få tændt op i grillen!


14 maj 2014

Kammerjunkere

Jeg elsker simpelthen kammerjunkere med koldskål - ja det er sådan fordelingen er bedst, masser af kammerjunkere og lidt koldskål :-) Jeg har bagt mine egne kammerjunkere, så ved jeg præcis hvad der er i dem og hvad jeg putter i min mund, og sådan har jeg det bedst.

Opskrift til ca. 60 stk.:
  • 125 g sigtet speltmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 50 g kokossukker (det påvirker blodsukkeret mindre end alm. sukker)
  • 50 g smør
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 æg
  • revet citronskal - ca. 1 tsk.
Tænd ovnen på 160 grader. Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til du har en blød dej. Sæt den på køl 1 times tid. Derefter rulles der små kugler af dejen, ca. 30 stk., som sættes på en bageplade. Bag dem i 10 min. Derefter tages pladen ud af ovnen og kuglerne halveres og bages nu 10 min igen. Køles af og opbevares i en kagedåse.



12 maj 2014

Blomkålssalat med gulerødder og blåbær

Denne salat er rigtig god og kan spises både til frokost og aften f.eks. med et stykke kød eller fisk til :-)

Opskrift til en stor skål salat:
  • 1 blomkålshoved
  • 3-4 gulerødder
  • en håndfuld rosiner
  • en håndfuld blandede græskarkerner og valnødder
  • en lille pakke blåbær
Olie-eddike dressing:
  • 3 spsk. god olivenolie
  • 1 spsk. eddike
  • sal, peber
  • lidt honning

Kom blomkålen i en foodprocessor og kør til den er findelt. Gør det samme med gulerødderne. Kom blomkålen og gulerødderne i en skål og bland med rosiner, kerner, nødder og blåbær. Gem lidt blåbær til pynt. Lav olie-eddike dressingen og kom den i salaten. Bland det hele godt rundt. Anret i en pæn skål og pynt med blåbær.
 
 
 

06 maj 2014

Is - med banan, spinat og hindbær

Når solen skinner og temperaturen stiger så får jeg altså lyst til is. Jeg har bare ikke godt af alt for mange is fra iskiosken, så derfor har jeg været i gang i mit køkken og lavet de lækreste sommer is som jeg kan spise med god samvittighed :-)

Opskrift til 8 is:

  • 2 modne bananer
  • 2 "brikker" frossen økologisk spinat
  • en håndfuld hindbær
  • ca. 2 spsk. skyr
  • en 1/2 dl vand
  • dadler efter hvor sødt du vil have isen, jeg tror jeg brugte 8 stk.
Kom det hele i din minihakker og kør til du har en ensartet masse. Fyld i isforme og stik en ispind i enden. Frys dem ned. Når de er frosne tager jeg dem op og pakker dem ind enkeltvis i film. Så er det nemlig lige til at hente en is i fryseren når solen kommer frem.




Bananroulade

Jeg har lavet en super lækker bananroulade som smager helt vildt syndigt! Jeg skal helt klart snart lave den igen... Den er uden sukker og mel og kun fyldt med gode ting. Ja du kan faktisk spise den til morgenmad ;-)

Ingredienser til en bananroulade:

Bunden
  • 3 bananer
  • 3 æggeblommer
  • 3 æggehvider
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 tsk. bagepulver
Tænd ovnen på 180 grader. Mos bananen og bland dem med æggeblommerne. Si bagepulver og vaniljepulver i blandingen. Æggehviderne piskes helt stive og vendes forsigtigt i bananblandingen. Smør dejen ud på en bageplade og bag den i 15 min. Når bunden kommer ud af ovnen skal den vendes ud på et stykke bagepapir - det bagepapir som bunden har bagt på ligger nu øverst. Derefter kan man forsigtigt tage det af.

Fyldet
  • 2 bananer
  • 1 avocado
  • 3 spsk. kakao
  • dadler til at søde med
Kør det hele i minihakkeren til det bliver til en ensartet masse. Smag til med dadler. Fordel fyldet på bunden og rul forsigtigt rouladen sammen. Stilles på køl i nogle timer inden den serveres.

 
Billedet kunne have været bedre - men her ses den lækre roulade

01 maj 2014

Dag 3 på appesize

 

Jeg er nu igennem min dag 3 på appesize konceptet, og jeg må allerede nu indrømme, at jeg får alt for lidt energi indenbords til at klare min hverdag, for jeg er en pige som er meget aktiv og som dyrker meget sport. Jeg blev svimmel, fik kvalme og var ikke så tilpas som jeg plejer at være. Derfor har jeg valgt, at jeg fra i morgen vil bruge produkterne som supplement i min kost. For de er jo perfekte som små mellemmåltider. Jeg er specielt vild med nut'n'roll, den smager dejligt og er god før f.eks. en løbetur.


Nut'n'roll - de smager rigtig godt
 
 
Morgengrøden - som består af glutenfri havregryn, quinoaflager, græskarkerner, æbletern, morbær, cashewnødder og hindbær

Morgengrøden er jeg også vild med - den er super god og giver en god bund fra morgenstunden, og med en banan i skiver på toppen så er den hjemme ;-)