31 januar 2014

Müslibrød

Et sødt, lækkert og meget saftigt glutenfrit brød som kan bruges til både morgenmad, mellemmåltid og til en hyggestund :)

Opskrift til en rugbrødsform:
  • 5 g økologisk gær
  • 7,5 dl vand
  • 12 g fiberhusk
  • 10 dadler
  • 4 figner
  • 50 g rosiner
  • 25 g chiafrø
  • 50 g sesamfrø
  • 50 g solsikkekerner
  • 60 g mandler
  • 50 g kokosmel
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. ingefær
  • 1 spsk. carob (eller alm. kakao)
  • 1/2 tsk. salt
  • 200 g fuldkornsrismel
  • 100 g boghvedemel
Rør gær, vand og fiberhusk sammen og lad det stå i 10 min. Imens afvejes de andre ingredienser. Hak dadler og figner groft og kom det i gærblandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele godt sammen. Lad dejen hæve i ca. 20 min. Kom derefter dejen i en rugbrødsform med bagepapir og glat overfladen med en grydeske som evt. er dyppet i lidt vand. Bages i 2 timer og 15 min ved 175 grader. Bagetiden lyder umiddelbart lang - men det skal altså have så lang tid hvis du vel og mærke bruger en rugbrødsform.

 
Mums - det er et virkelig lækkert brød, en af mine glutenfrie favoritter :-)

30 januar 2014

Broccoli - sandwichboller

Så fik jeg også prøvet at bage disse lækre broccoliboller. De er glutenfri, sunde, nemme at lave og smager skønt!

Opskrift til 8 sandwichboller:
  • 1 broccoli (også stokken)
  • 4 æg
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 spsk. fiberhusk
  • en stor håndfuld mandler kværnet i minihakkeren
Broccolien køres til "smuldr" i minihakkeren. Derefter kommes det i en skål. Mandlerne kværnes og kommes ned til broccolien. Resten af ingredienserne tilsættes og røres godt rundt. Formes med to skeer og sættes på en bageplade med bagepapir. Bages ved 175 grader i ca. 20 min.´

Bollerne hæver ikke så meget op som almindelige boller - men jeg synes de fungerer perfekt som sandwichboller.


 
 

24 januar 2014

Müslibarer

Her er opskriften på nogle super gode og syndige müslibarer - en perfekt erstatning for kage.

  • 50 g mandler
  • 50 g valnødder
  • 50 g rosiner
  • 50 g abrikoser
  • 50 g mørk chokolade 80%
  • 50 g honning
Det hele blandes sammen i en skål og kommes derefter i en form med bagepapir i bunden. Bages ved 175 grader i ca. 20 min. I ovnen skal der bagepapir over så chokoladen ikke bliver branket. Når de kommer ud af ovnen sættes et tungt fad over så müslibarene bliver trykket godt sammen. Lad dem køle godt af inden de skæres i passende stykker.

20 januar 2014

Øllebrødsboller

Jeg lavede øllebrød den anden dag af en rest tørt rugbrød og da vi ikke kunne spise det hele til morgenmad og fryseren heller ikke kunne tage i mod mere, så greb jeg muligheden for at bage nogle lækre boller :-) Jeg tog det hele på slump men her er en ca. opskrift:
  • 50 g økologisk gær
  • 6 dl lunkent vand
  • 1 tsk. honning
  • 2 tsk. salt
  • en rest øllebrød
  • et økologisk revet æble
  • en håndfuld rosiner
  • en god sjat fuldkorns speltmel
  • hvedemel indtil dejen er glat og smidig
Rør gæren ud i vandet, tilsæt derefter honning og salt og så resten af ingredienserne. Lad dejen hæve ca. 1 time. Form til boller og lad dem efterhæve 1 time. Bages ved 200 grader i ca. 17 min.

Bollerne blev super gode og meget luftige og svampede. Vi nød et par stykker til vores morgenmad en dejlig snefuld søndag morgen.


 
 


09 januar 2014

Inspiration til morgenmaden

Jeg elsker morgenmad - og specielt grød i alle varianter. Se med her for lidt inspiration til din morgenmad :)
 







08 januar 2014

Skinke med quinoasalat og avocado

Her kommer et bud på en hurtig, sund og meget velsmagende aftensmad :)

Skinke med quinoasalat og avocado


 
Kog skinken i ovnen, min fik ca. to timer - men den var også stor. Kog quinoa efter anvisningen på pakken. Skær dine yndlings grøntsager i små stykker - jeg brugte pastinak, gulerod, agurk, soltørrede tomater og rødkål. Bland sammen med det afkølede quinoa og top med feta. Halver en avocado og server :) Sund, nem og mættende aftensmad.