25 februar 2013

Pandekager af kun 4 ingredienser :-)

Jeg havde to æg i køleskabet som skulle bruges i dag, så jeg blendede dem sammen med en banan, en lille håndfuld mandler og lidt vaniljepulver. Derefter stegte jeg dem på panden. Jeg fik 6 pandekager ud af portionen, så nu har jeg til et lille mellemmåltid i morgen og 3 til fryseren :)

21 februar 2013

Skyr!

Jeg elsker skyr og fornylig fandt jeg ud af, at de i Rema 1000 solgte dem i 1 kg bøtter, det var super dejligt for ellers har jeg kun set dem i 400 g bægere og sådan et slipper jo hurtigt op ;-)

Skyr er et syrnet mælkeprodukt, der er fast på samme måde som græsk yoghurt. Skyr er fedtfattigt med en fedtprocent på 0,2 procent og har et meget højt indhold af protein.


Jeg bruger det tit som morgenmad med banan og musli oven på, som mellemmåltid eller som dip.

19 februar 2013

Hurtig, nem og lækker aftensmad :)


I går skulle aftensmaden være nem og gå lidt stærkt så derfor blev det til en mad med æg og hjemmesået karse, en avocado med rejer, hytteost og en salat bestående af gulerødder, grofthakket spinat, tranebær og lidt hindbærvinagrette. Mums :-)

14 februar 2013

Øllebrød!

Hvergang jeg har en rest rugbrød tilbage som jeg ikke kan nå at få spist inden det bliver for gammelt, så putter jeg det i fryseren. Engang i mellem tager jeg så alle resterne op og koger øllebrød af det.


Først skærer jeg alt rugbrødet i tern, kommer det i en gryde og ligger det i blød i vand. Hvis jeg har en hvidtøl til at stå, så tilsætter jeg også den.
Dagen efter koger det det op og smager til med brun farin. Man kan evt. også tilsætte lidt revet citronskal eller kanel :)

Øllebrød kan f.eks. også spises med en klat skyr på toppen og med bananskiver.





12 februar 2013

Grove boller bagt på surdej

I dag prøvede jeg for første gang at bage boller med surdej i - og det blev en succes :) Det skal jeg helt sikkert eksperimentere noget mere med.

 
I går lavede jeg en dej bestående af:

1 dl surdej
5 dl koldt vand
1 ært gær
15 g salt
ca 200 g rugmel
ca 400 g hvedemel

Jeg startede med at røre vand og surdej sammen og derefter tilsatte jeg gæren. Så kom salten og rugmelen i og det blev rørt sammen i min røremaskine. Derefter tilsatte jeg hvedemel og dejen æltede jeg på maskinen i ca. 10 min. Dejen kom herefter på køl natten over.
Da jeg kom hjem fra arbejde og spinning i dag formede jeg bollerne og satte dem på plade, og her stod de i ca. 1 time. De blev derefter bagt i en 225 grader varm ovn i 15 min. Jeg havde haft bagepladen til at stå i ovnen, så da bollerne skulle i ovnen kom de på en varm plade - det skulle give en bedre bolle :)
 
 

11 februar 2013

Min yndlingsmorgenmad!

Lige for tiden er jeg helt vild med at spise en slags "kold havregrød" også kaldet "bircher müesli" til morgenmad. Det er nemt, sundt og så smager det vildt godt.
 
Jeg blander 2,5 dl havregryn med en håndfuld hakkede nødder - gerne mandler, og hørfrø, rosiner og lidt hakkede usvovlede abrikoser. Det hele blander jeg med ca. 3 dl yoghurt naturel eller skyr og smager det til med lidt kanel. Derefter kommer det på køl til næste dags morgen. Dagen efter tager jeg lidt af det over i en tallerken og topper med friske bananskiver, pære eller æble i tern og lidt hakkede nødder - mums! Portionen er til to eller 3 dage afhængig af hvor sulten man er ;)
 
 

10 februar 2013

En dejlig søndag morgen

I dag stod jeg tidligt op og lavede lækkert søndags morgenmad til min dejlige Simon. Vi fik trekornsgrød tilsat friske banan skiver og lidt blåbær og bagefter brunchpandekager med havre. Det smagte rigtig godt. Pandekagerne spiste vi med ost, honning og marmelade.

Her er opskriften på pandekagerne:

2 1/2 dl havregryn
2 1/2 dl skummetmælk
1 dl hvedemel
2 æg
1 spsk. sukker
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk stødt kardemomme
1 knsp. salt
2 spsk. flydende fedtstof

Havregryn sættes i blød i mælken i ca. 15 min. De øvrige ingredienser tilsættes og pandekagerne steges.